Tøj og ting i børnehaven

Nordtoftegaard Udflytterbørnehave

 

Tøj og ting i børnehaven

Selvhjulpenhed

I børnehaven støtter vi børnene i selv at mestre af og påklædning. I kan støtte denne udvikling ved at give barnet tøj der er let at håndtere. Tøjet må hellere være lidt for stort end snævert. Der skal ikke være for mange knapper.

Fodtøjet skal være med velcro – ingen snørebånd. Jakker skal kunne åbnes helt foran med lynlås. Giv ikke barnet bukser med bælte.

 

Sikkerhed

Der må ikke være snore i trøjer og hætter. Barnet må ikke have halskæder, halstørklæde eller små tørklæder om halsen.

 

Tøj

Barnet har en kasse i børnehaven til skiftetøj. Den skal altid indeholde skiftetøj fra top til tå. Gerne flere sæt.

Det er forældrenes ansvar, at der altid er relevant tøj i børnehaven til barnet.

Når barnet kommer hjem med vådt/snavset skiftetøj, skal I give barnet rent tøj med i deres taske og sige til personalet om morgenen, at barnet har skiftetøj med til kassen. Er der mere tøj end barnet kan bære, kan det afleveres i en pose med navn på til personalet.

Hvis der mangler tøj i kassen, får I en seddel med hjem i madkassen om, hvad der mangler.

Ofte vil I opleve, at barnet efterlader tøj i børnehaven.

I er velkomne til at skrive en seddel med, hvad I mangler og aflevere den til medarbejderen, der står med krydslisten om morgenen. Så vil vi hjælpe barnet med at få sit tøj med hjem.

Under halvtaget i Mosehuset, er der kasser med tøj, vi har samlet på gården. Undersøg først om tøjet ligger der. Overordnet er det vigtigt, at der er navn i alt, hvad barnet medbringer.

 

Vi anbefaler

Regntøj

Det er mest hensigtsmæssigt for barnet og os, at der altid er et sæt regntøj i børnehaven. Det kræver ret meget af barnets og vores logistik, hvis I forventer det kommer frem og tilbage. I det tilfælde at det øser ned en dag ved hjemtransport, giver vi børnene regntøj på hjem, og I sørger for, at det kommer med i børnehave næste dag.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

VINTER

Overtøj

Køb en flyverdragt der er vandtæt. F. eks bævernylon. Gerne med gummi på bagdel og baglår. Flyverdragten skal være stor, så den er let at bevæge sig i og så der kan være en tyk trøje under. Regn med at den ofte bliver meget mudret. Er det et problem for jeres hjemtransport, så anskaf en flyverdragt til hjemture. (Den kan evt. hænge i Mosehuset).

 

Huer og halsdisser

Køb elefanthuer, så barnet er varm på både hoved og hals – så er der også kun én ting at holde styr på. Alternativt - en halsedisse og en hue der sidder godt fast. Giv ikke børnene halstørklæder eller halsklude på. De kan blive kvalt i dem.

 

Vanter

Køb rigeligt med vanter, sandsynligheden for at miste dem er stor. Børnene kan ikke lide at lege med vanter på, så de tager dem meget ofte af. Sæt snor i vanterne gennem ærmerne og gennem nakkestroppen eller sæt vanterne fast med seleclips. Giv ikke dit barn fingervanter – det kan de fleste børn ikke magte og de er kolde og bliver let våde. Vandtætte luffer er bedst.

 

Fodtøj

Det er allerbedst, at dit barn har 3 par støvler. Gummistøvler i børnehaven. Termostøvler – vandtætte gummistøvler med for, til mudderdage og tøsjap. De kan blive i børnehaven. Vinterstøvler, der er vandtætte med velcrolukning, så de selv kan mes tre dem. Det er meget vigtigt at barnet har varmt og tørt fodtøj. Sutsko.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

OVERGANGE MELLEM SOMMER OG VINTER

Overtøj

Barnet skal have en overgangsjakke. Det er lettest at håndtere en jakke, hvis der er lynlås foran. Anorakker der skal over hovedet og som har lynlås i siden frarådes, da de fleste børn ikke selv kan tage dem af og på. Termojakker og bukser er gode. De kan bruges alene eller under regntøj.

 

Fodtøj

Løbesko skal være med velcro. Tag børnene med ud og køb sko, og se om de selv kan få dem på. Undgå snørebånd.

 

 

 

 

 

 

 

SOMMER

 

Tøj

Shorts, sommerkjoler, T shirt med lange og korte ærmer. Tynd og tyk trøje. Vindtæt sommerjakke.

 

Badetøj

Vi bader meget om sommeren. Nogle børn vil gerne have badetøj på – det er helt OK. Mange er ligeglade – og bader nøgne – det er også helt OK

 

Fodtøj

Børnene har brug for sandaler der sidder fast på foden og som lukkes med velcro. Vi fraråder klip klappere.

 

Solbeskyttelse

I skal smørere Jeres børn ind i solcreme hjemmefra. Vi smører dem efter frokost.

I skal i løbet af sommeren aflevere én solcreme til fælles brug. Den skal være vand fast, faktor 15 og uden parabener. Har Jeres barn særlige behov, der er lægeligt begrundet, laver vi en aftale. Det er godt for barnet at have en kasket eller en solhat.

 

 

 

Bleer

Bruger barnet ble skal I medbringe bleer til barnet.

 

Rygsække

Barnets rygsæk skal have brede stropper, der kan justeres. Der skal være en kliklås foran på stropperne, så remmene ikke falder ned når barnet går. Tasken skal være rummelig. De små Fjeldrævrygsække frarådes.

 

Legetøj

Barnet må gerne medbringe legetøj, men vi gør opmærksom på, at det ofte får en hård medfart og let bliver væk. Vi påtager os ikke noget ansvar for legetøjet og bruger ikke tid på at finde det.

Der er visse begrænsninger i hvad barnet må medbringe: Det skal kunne være i rygsækken, og ligge der når vi tager frem og tilbage Det må ikke sige lyde, Det må ikke være elektroniske spil og lignende, Det må ikke kunne svine eks. Modellervoks, sminke, neglelak.

Børnene må gerne have musik med som vi hører i bussen.

NORDTOFTEGAARD

Yderholmvej 25B

Jersie

Solrød Strand

Opsamlingssted:

MOSEHUSET

Mosesvinget 1

Brønshøj

 

 

 

Telefon:

Kl. 7.00 – 9.00 og 14.50 – 17.00 5155 9616

Kl. 9.00 – 14.50 5613 1006

Her er højt til loftet

- Både ude og inde!