Kost


Kost


Den kost vi servere bygger på nedenstående værdier:

 

• Vi vil gerne lære børnene om sund mad.

• Vi spiser økologisk, hvor det er muligt,

• Vi varierer måltiderne

• Vi bruger årstidernes råvarer

• Vi minimerer sukker – vi spiser ikke slik

• Vi tilbereder ofte maden fra grunden



Børnene inddrages i madlavningen på flere måder:

Vi har en køkkenhave, hvor børnene er med til at så, passe, vande og høste.

Vi samler frugter, nødder og bær i lokalområder til f. eks brændenældesuppe, marmelade og valnøddekage. Børnene er med til at vælge hvad slags boller de vil have til fødselsdag og med hvilken slags glasur. De er også med til at vælge retter ved afslutningsfester og ved påske- og julefrokoster.

De er med til at bage flere gange om ugen, de skærer og snitter råkost og de ingredienser der skal i den bålmad, som vi tilbereder en gang om ugen.  


Sundhed

Vi køber i stort omfang (96%) økologiske ingredienser og tilbereder en stor del af maden fra bunden f.eks. bager vi det meste brød selv. Vi bruger både de ting vi kan finde i naturen, det vi selv dyrker og mad fra lokale bønder og fiskere.

Vi begrænser sukkerindholdet til ting der har et pædagogisk sigte f.eks. hyldeblomstsaft, æblegrød og som smagsforstærker og konservering.

Vi spiser kun kage til særlige lejligheder f.eks. bedsteforældre dag.

Vi spiser aldrig slik i børnehaven. Vi vil gerne vise børnene, at man kan fejr jul, påske, fastelavn, fødselsdage m.m. på sunde måder.


Dagens måltider

7 – 8 havregryn med rosiner

9.30 grød, yoghurt, gulerod eller rugbrød

11.30 madpakker

14.15 brød, frugt, grød, råkost, suppe

16.30 gulerødder


Vi drikker vand til alle måltider og der er altid vand til børnenes rådighed,


Madpakken

Vi har ingen frokostordning. Børnene har madpakker med til frokost.

Bestyrelsen har truffet den beslutning, fordi vores køkkenfaciliteter ikke er tilstrækkelige til at tilberede maden i børnehaven. Børnene elsker deres madpakke. Madpakken er et lille pant hjemmefra – en hilsen fra far og mor, den giver mange børn tryghed.

Vi opfordrer til, at madpakken er enkel og indeholder brød, kød/fisk og grønsager eller evt. en rest fra aftensmaden. Hvis der er nødder eller lignede, så kun i små mængder.

Vitawrap er svært at håndtere for de fleste – almindelig smørrebrødspapir er at foretrække.

Vi beder jer undgå mælkesnitter, slik, kager eller søde stænger.


Fødselsdage og når børn stopper

Når et barn har fødselsdag vælger barnet tre venner som det bager glasurboller med. Børnene får et glas saftevand, er de mere tørstige får de vand.

Når et barn stopper, holder vi en lille afskedsfest. Vi tilbereder noget lækkert sammen med barnet og et par af barnets venner.

Når børnene stopper 30 April, holder vi en stor fælles afskedsfest af 2 omgange. Børnene holder et møde med en medarbejder, hvor de aftaler, hvad de vil servere til deres fest f.eks. pitabrød, burgere eller frugtsalat. Vi uddelegerer indkøbene til jer forældre.